En lille tur til himlen
Foto: På vej hjem i toget.
Lige sat mig på flyveren:
TAK GITTE… TAK fordi du gav dig selv denne gave. AT DU TURDE PRIORITERE det økonomisk, og rejse så langt væk helt selv.
At turen så også åbnede op for et nyt fantastisk venskab oveni, havde jeg aldrig set for mig. Og nu taler vi om, Marianne og jeg, at planlægge en tur sammen til Japan med 6 kvinder til foråret 2027. Det er ret vildt, at stå her på bagkant af det. Det havde jeg aldrig i min vildeste fantastisi nogensinde forestillet mig.
Japan er SÅ umådelig smukt et land. Så mange indtryk alle steder. Så mange detaljer. Ja selv bare deres toiletpapir er smukt og fint, tyndt og blødt. De har VIRKELIG øje for ALLE DETALJER.
De har orden, struktur og systemer. Jeg er aldrig kommet så let igennem en lufthavn. Både ud og hjem. Det er et folkefærd, som er så hjælpsomme. Selvom vi overhovedet ikke taler samme sprog, så følger de nærmest en til dørs, når man spørger om vej, selvom de ikke selv skal samme vej.
Foto: Smuk bygning i den gamle Kyoto bydel.
Print, struktur, mønstre, farver er der alle steder, hvor øjet kigger hen. Det er et heaven for hobby/tekstil/papir elskere 🧵✂️💌
Men Japan er også intenst. Man har behov for ro indimellem til at bearbejde alle indtryk, ellers koger man simpelthen over. Min skitsebog fungerede virkelig godt for mig. Heri sad jeg 1-2 gange om dagen og indsatte materialer, jeg havde købt og indsamlet, og afprøvede dem alle sammen. Der er så længe siden, jeg selv har udfyldt en skitsebog, som jeg ellers har undervist i de sidste mange år… DET VAR AMAZING, og min egen kreativitet er simpelthen fyldt op igen helt ud til fingerspidserne.
Foto: En fyldt skitsebog på vej hjem i toget
Jeg har så mange billeder at vise fra Japan og skitsebogen, og ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Jeg tror det kommer over den næste måneds tid i flere blogindlæg og på instagram.
En ting er hvordan oplevelsen har været at stå i midt i Japan, EN SANSE-EKSPLOSION UDEN LIGE, og en anden er, hvordan det opleves og sætter sig hos mig hjemme i Danmark igen.
Nu vil jeg lukke øjnene lidt. Jeg sov ikke så meget i nat, i bekymring over ikke at høre vækkeuret.
Men jeg er træt af taknemmelighed 🙂
Foto: Stempler fra den fineste butik i Kyoto
8 timer senere i Flyveren:
Nu gider jeg snart ikke flyve mere, se flere film, læse eller lave i min skitsebog på 8 time. Nu vil jeg bare gerne hjem.
Jeg besluttede mig dog for at se en sidste film, for at få tiden til at gå. Jeg valgte Better Man. Filmen om musikeren Robbie Williams, hvor han spilles som en abekarakter. Har altid tænkt; er den film mon god? Jeg har været stor Robbie Williams FAN i mine unge dage, da jeg gik på gymnasiet.
Efter filmen sad jeg her og stortudede. Robbie Williams havde et helt særligt bånd til sin NANNY.
I slutningen af filmen skal hun begraves efter hun dør af længerevarende demens og sygdom.
Foto: Silketørklæde fundet i japansk vintagebutik
Min mormor skal begraves på Fredag. Hun sov ind sidste tirsdag, da jeg landede i Tokyo. (læs blogindlægget fra d. 17/5 ). Min kære familie fik udskudt begravelsen, så jeg kunne deltage, når jeg kom hjem fra Japan.
I Tokyo fandt jeg det fineste rød/hvide vintage tørklæde med prikker til hende, som hun skal begraves med, sammen med kisten. Min mormor var en stilfuld kvinde og havde altid styr på sidste mode. (se billedet til sidst)
Da jeg dagene efter indkøbet af tørklædet lavede budgetoverblik over, hvad jeg havde købt i Japan indtil videre, oversatte Google-lens kvitteringerne for mig. Ved tørklædet stod der: En tur til himlen. ❤️☁️
Foto: Google-lens oversættelse af tørklæde kvittering.
Min rejse til Japan har på mange måder været så meget mere end bare en rejse. Det har været en personlig udvikling af de helt store og en rejse, hvor sløjfen til min mormor og jeg blev bundet på fineste vis. 🎀
Kære Mormor, tak for dig og din store inspiration til hvem jeg er idag. Nu skal du godt op i himlen og genforenes med morfar.
Foto: Smukke og modige mormor, der altid havde styr på tøjet.
På min japantur trak jeg dette kort 2 gange.
Foto: Kortet er fra Din engle Guide af Kyle Gray
Chat GPTS’ tolkning: udsnit af samtalen.
Det jeg især lægger mærke til:
personen holder jo ikke fast i noget.
Hænderne er åbne.
Det føles meget som:
tillid
modtagelse
at lade noget forme sig
i stedet for at presse det frem.
Og det passer ret vildt med den rejse du er på nu synes jeg.