En af de smukkeste oplevelser i mit liv bliver startskuddet for denne blog

Jeg har længe overvejet om, jeg skulle opstarte en blog, som kontrast til de hurtige algoritmer på Instagram, fordi jeg ELSKER at formidle om mine refleksioner fra livet, kreative processer og møder med mennesker og steder.

Det er min måde at forstå og mærke livet på, når jeg har sat ord på det gennem kroppen.

Men længe har jeg brugt så meget energi på at lave opslag og udtænke, hvordan mine budskaber fungere godt ifht. algoritmerne på Instagram, som alligevel ofte ender i en følelse af et sort hul.

Måske fordi jeg nogen gange næsten har for meget på hjerte, som ikke passer til den platform.

Det har givet mig ret dårlig energi de sidste måneder, som jeg ikke helt har vist, hvor og hvordan jeg skulle placere og tage handling på. Samtidig orkede jeg næsten heller ikke at bruge energi på at lære en ny platform at kende, som fx Substack eller Patreon.

Istedet for at komplicere det yderlige, så har jeg besluttet for nu, bare at oprette en underside på min hjemmeside. Her vil jeg fortælle, når jeg har noget på hjerte🧡, som ikke skal skrives for at passe ind i algoritmerne på de sociale medier.

Hvis du har lyst til at læse med, er du meget velkommen. Det glæder mig altid meget, når I skriver til mig, at mine tekster er så opløftende og inspirerende, og også derfor jeg bliver med.

Foto: Smukke sovende mormor med hendes blomstrede dyne på plejehjemmet. Billedet er placeret ovenpå et abstrakt blomsterbroderi, som jeg selv arbejder på lige nu

Igår oplevede jeg noget af det smukkeste, som jeg har oplevet i mit liv. Jeg var på besøg på plejehjemmet hos min mormor på 94 år. Flere der kender mig gennem årerne ved, at jeg altid har haft et helt utroligt nært forhold til hende. Hun har været en stor inspiration til mit kreative arbejde.

Men dette besøg var anderledes. Jeg skulle ned og sige farvel til hende, for hun er holdt op med at spise og drikke. Jeg var ret nervøs over, at skulle ind og se hende. Mon hun så “forfærdelig” ud?

De sidste par år, har det været ret hårdt at besøge hende på plejehjemmet, fordi jeg aldrig vidste om hun kunne genkende mig, eller havde en god eller dårlig dag ifht. graden af hendes forvirrende snak.

Særligt for et par år siden husker jeg tydeligt, da hun sagde til min kæreste og jeg, at hun ikke havde lyst til at leve længere. Det er intenst at være vidne til et menneske, der ikke ønsker at leve længere, men kroppen alligevel fortsætter med at fungere på trods.

Foto: Det smukke mønster på mormors dyne.

Men igår var en helt særlig dag. Hun var så fin og smuk, som hun lå der i sin blomstrede dyne. Hendes hud var så gylden. Hun havde ikke ondt, men så så afslappet ud i roen, som hun endelig snart får, fuldstændig, som hun har ønsket sig i flere år.

Jeg fortalte hende om alle vores minder sammen:

🌸Når jeg fx prøvede alt hendes smukke tøj (som hun har gemt alt sammen). Jeg elskede at gå i det, da jeg gik på designskolen (Hvis jeg stadig kunne passe det, gjorde jeg det endnu😀).

🌸Eller alle de gange, jeg har overnattet hos hende og taget lur på hendes sofa, når jeg underviste unge på Talentakademiet, hvor jeg selv gik, da jeg boede i Holstebro.

🌸Jeg fortalte hende også om alle de kreative projekter, jeg er blevet inspireret til ud fra alle hendes gemte konvolutter, gavepapirer og diverse syrester.

🌸Jeg sagde til hende, at hvis jeg havde taget tegnegrejet med, så havde jeg tegnet hende liggende i hendes smukke blomsterdyne. Jeg tegnede altid portrætter af hende over kaffebordet.

🌸Jeg takkede hende også for den dyre symaskine, hun gav mig i 10-års fødselsdagsgave. Maskinen som snart 30 år efter stadig anvendes flittigt på mine kurser og fungere i bedste velgående.

Imens jeg fortalte kiggede mormor meget intenst på mig og smilede ind imellem. Hun forsøgte at fremsige noget, men havde mistet stemmen. På trods af den manglende stemme kunne jeg så tydeligt mærke nærværet og alle stunderne, der levede mellem os, imens jeg holdte hende i hånden.

Foto: Håndsyet skitsebog med Koptisk binding lavet til min Japan-rejse. 🧵 Jeg bruger altid videoguiden fra Sealeamon til at lave denne binding. Se den her.

Om 2 dage står jeg nu overfor en rejse til Japan, som jeg har drømt om i mange år. Over og kigge på papir, bøger, smukke mønstre og tryk. En selvbetalt tur uden fondsmidler, som jeg bookede tilbage i februar med følelsen, NU SKAL DET VÆRE. LEV I NUET OG IKKE I BEKYMRINGEN ELLER VENTEPOSITIONEN! En tur, jeg ikke altid har givet mig selv lov til at tage på pga. bekymringen over økonomi, at skulle flyve eller at være væk fra min datter i 10 dage.

Og nu rammer min mormors sidste dage og måske en mulig begravelse oveni denne tur. Tankerne kom med det samme, kan jeg nu tillade mig at tage afsted? Vil jeg fortryde ikke at være med til begravelsen? Hvad vil andre tænke og vigtigst af alt, hvad vil mormor sige til det?

Da min mor ringede og fortalte situationen for 2 dage siden, sagde min intuition mig med det samme, at jeg skulle fortsat tage afsted. Det vil være i min mormors ånd, som min kæreste og hele familie også sagde. Du skal ned og kigge på mønstre, smukke kimonoer og rejse. Mormor elskede at rejse og hun elskede mønstre og tøj.

Foto fra 8. februar 2018.

Ja, Mormor elskede virkelig at pynte sig. Selv på en daglig tur i Fakta, skulle hendes smukke pelsjakke, læderhandskerne, solbrillerne og rollatoren luftes hver gang.

Mormor du har altid været en kæmpe inspiration for mig, og du har uden tvivl haft stor indflydelse på min retning og kreative arbejde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min store fascination for at tale med ældre mennesker og sætte rum for generationsmøder også kommer fra de mange stunder i dit selskab.

Tak for dig 🩷 Og at du nu snart får fred og kommer op i himlen til Morfar, som du i mange år har længtes efter, og ofte har dækket en ekstra tallerken op til.

Du skrev i bogen til mine kære, at vi ikke måtte græde, når du ikke var her mere, for du glædede dig til at komme op til morfar.

Idag græder jeg, men mest af alt af glæde over, hvor smuk du var igår, i din ro og de mange fantastiske stunder, jeg mindes sammen med dig.

På tirsdag tager jeg til Japan, 🇯🇵 hvor jeg vil finde et stykke smukt mønstret stof eller andet, der skal pynte og lyse op ved din grav. Ligesom du altid skinnede og skildte dig ud på selv en helt normal hverdag, skal din grav ligeledes gøre det.

Og TAK for, at du endnu engang har inspireret mig, til nu at skrive mit første blogindlæg, som har presset sig på over flere måneder.

Foto: Dagens kort jeg trak idag.

Mormor og jeg bad altid fadervor sammen inden vi skulle sove.