Min finger, mine tanker og en ny voksenven.
Jeg har så meget på hjerte de her dage. Det er som et indre pres for mig, at kommunikere og skrive det ud, som sker indeni mig. Det er min måde at ånde på og forstå livet. Det er ikke fordi jeg fremadrettet vil poste indlæg hver dag. I perioder jo, når jeg mærke det der indre talepres, imens andre dage vil der gå langt imellem.
Så har jeg endelig sat mig på toget mod København til en overnatning hos min venindes mor inden afgang mod Japan i morgen 12.45. ✈️
Min krop larmer. Min sygdomsangst er tricket. Min finger er øm. Det har den været i noget tid. Ser den anderledes ud end den anden langefinger? Måske lidt? En lille knop? Er det mon begyndende gigt, jeg er at ved at udvikle? Jeg har også lige skåret mig i fingeren i onsdags. Samme finger. Mon der går betændelse heri, imens jeg er i Japan?
Åhh bekymringer… I må gerne være der, som i evig og altid har været, men I skal ikke styre mig. Jeg kender efterhånden denne mølle. Hver gang jeg får ro i mit hoved og ikke skal være mor eller være i arbejdsrollen, så bliver der tid til tankerne og bekymringerne. Yderligere på sådan en rejse, hvor jeg skal så langt væk fra det velkendte, væk fra danske læger og et andet sprog, så tricker min sygdomsangst mig.
BREV TIL MIN BEKYMRING
Kære bekymring.
Det er ok, du er der, men det er ikke ensbetydende med, at det er alt eller intet tankegangen, der skal overvinde. Det er ok, at min finger er lidt øm, måske det bare er en lille overbelastning/irritationstilstand, men det er ikke endsbetydende med, at jeg får betændelse i fingeren og skal på et Japansk hospital og have skåret fingeren af!
Ja det er jo egentlig den katastrofe tanke, jeg helt reelt får. Nu siger jeg den højt og skriver den ud til dig. Det er jo ikke pinligt at have de tanker, som jeg synes i mine yngre år, og i stedet valgte at holde tankerne inde i mig selv.
Kh Gitte
Nu hvor jeg endelig har sat mig til rette i togsædet, kan jeg pludselig sådan rigtig mærke, hvad det er jeg har kastet mig ud i, og først nu er jeg så taknemmelig over, at jeg faktisk ikke skal helt alene til Japan.
Et nyt bekendskab, jeg har fået det sidste halve år - en kursist fra et af mine kurser skal nemlig også med.
En dag i februar talte vi spontant i telefon, hvor jeg spurgte hende, om hun ikke skulle med til Japan? På den præmis, som vi begge var helt enige om, at det skulle være en tur, hvor vi altid måtte sige: “Nu har jeg behov for min egen tid.’”
Marianne, som hun hedder skulle lige hjem og tænke over det og tale med hendes mand. Fair nok 😄
Efter 1 måned var hun stadig i overvejelser. Efter 2 måneder var jeg faktisk helt overbevist om, at nu kom hun ikke med, og mit hoved havde indstillet sig på, at jeg skulle alene afsted.
D. 2. maj sendte hun en video til mig, at nu havde hun altså gjort det. Købt billetten! 2 dage før mig skulle hun flyve ✈️
Mig… Wooow. Glad, overrasket, forvirret. Mit hoved skulle lige vende sig til tanken fra at være alene til nu at være 2.
Foto: SMS modtaget fra Marianne
Idag sidder jeg her og glæder mig over at have fået en ny ven - en voksenven. Efter at være blevet mor kalder jeg nye bekendskaber for voksenvenner. I en hverdag, der går derud af med børn, familie og arbejde er det der med at få nye venner ikke altid det nemmeste at finde tid og plads til i kalenderen.
Tak Marianne til vores begges spontanitet og mod og at give os denne oplevelse sammen og hver for sig! 🩷 Er spændt på, hvad det åbner sig for os.
Når jeg kommer til Japan, lægger jeg et billede herind af os to sammen.
Marianne og jeg sammen i Kyoto d. 24/5
Kh Gitte
Foto: Dagens kort trukket efter mit skriv.
Udrag fra kortets tekst: Ofte er vi ikke der, hvor vi kan lytte til deres vejledning med fuld opmærksomhed. Det meste af tiden har vi for travlt eller er ikke villige til at lytte til de budskaber vi hører indvendigt, eller de tegn, der fanger vores opmærksomhed.
Kortet er fra Din engle Guide af Kyle Gray